I begejstring over oplevelsen, resultatet og klubsammenholdet til DM Klassisk i Thisted 5. april 2015 besluttede jeg – trods en generel aversion imod sociale medier – at lave en lille hjemmeside med en personlig indgangsvinkel til den klub, som jeg stiftede 1. februar 1996, og som har fyldt en stor del af mit liv, altså en lille narcissistisk hyldest til en succeshistorie i mit liv.

Efter to magre år genvandt vi titlen som Danmarks bedste styrkeløftklub i 2015. Vi havde ellers kontinuerligt siddet på titlen fra 2005 til 2012. Ved DM i 2016 vandt vi holdbronze. Ved DM i 2017 kunne vi af forskellige årsager ikke stille fuldt hold, men vor atlet i 83 kg/kl. genvandt på fornem vis sin individuelle guldmedalje. Siden da har vi sportsligt desværre ligget lidt underdrejet, selv om klubben på stort set alle parametre er velfungerende.

Eftersom jeg ikke kan findes på diverse sociale medier, kan mennesker, som har krydset min vej i tidens løb, kun finde sporadiske oplysninger om mig på nettet – ikke alle sande. Derfor kan de nysgerrige på denne lille hjemmeside på under ti minutter få deres nysgerrighed stillet. Mit liv har bestået af en lang række slag, som jeg har udkæmpet – og resultaterne af dem har været nogenlunde ligeligt fordelt på nederlag, uafgjorte og sejre.

Sport har fyldt rigtigt meget i mit liv og givet mit liv glæde og perspektiv. Selv om jeg i en årrække svigtede vægttræning til fordel for cardio-træning i form af løb, svømning og cykling, var der stadig tid til at motionere et par gange om ugen i klubben, men blot på et helt andet plan end tidligere.

Skal sport gøre en forskel, skal det også gøre ondt. Hvis man ikke kan presse sig selv, eller hvis man på et eller andet plan ikke kan lide smerten, skal man ikke forvente at præstere et “pænt” resultat.

Det er utroligt, hvor hurtigt man i perioder med meget arbejde, stress, spekulationer, for lidt søvn, forkert kost og stort set ingen træning kan komme til at se ældet og slidt ud – ja sommetider endog lettere overvægtig, men lige så tankevækkende er det, hvor relativt hurtigt man igen kan komme i god form, hvis de nævnte faktorer mere eller mindre elimineres, og man tager skeen i den anden hånd og passer sin træning. Som en anden fugl Føniks fra asken rejser sig et nyt veltrimmet menneske med et frisk ydre og fornyet mental kraft. Det er imidlertid lettere skrevet end gjort, men det er prisen værd. Det gamle ordsprog Fra sagt til gjort, er springet stort er i enhver henseende rammende.

Chancen for at få et godt otium med fysisk aktivitet og velvære, når man engang skal pensioneres, er alt andet lige større, hvis man igennem livet har sørget for at dyrke sport på et seriøst plan. Naturligvis svinder styrken og hurtigheden, som årene går; det er et grundvilkår, men det er påfaldende i hvor stort et omfang man kan holde tabet i ave ved hård træning. Med skam må jeg dog også erkende, at på grund af andre fokusfelter har der været perioder, hvor jeg har måttet svigte min passion for sportslig aktivitet.

Da jeg i 2012 fik en halvmarathon i kassen på et pænt stykke under to timer, fik jeg lyst til større udfordringer, nemlig en halv ironman. Tilbage i 2001 begyndte jeg at tage timer i crawl og har siden “on and off” holdt det nogenlunde vedlige. Imidlertid indtrådte en lykkelig begivenhed for min pragtfulde hustru og mig: Ulla nedkom i november 2012 med en skøn, men – skulle det senere vise sig – meget temperamentsfuld og egenrådig lille pige. En humørfyldt energibombe som også ind imellem tapper på ressourcerne – sådan er det jo med børn! Første prioritet i mit liv er naturligvis mine to perler: min hustru og min datter.

Første optræning til den halve ironman var programsat til vinter/forår 2017, og bortset fra et par mindre skader gik alt som planlagt – også med en kvart ironmand i Randers d. 4. juni, hvor bl.a. de 950 m skiftevis crawl og rygcrawl blev tilbagelagt på 16.40. Desværre var der 14 dage senere på selve konkurrencedagen d. 18. juni i Jels strålende sommervejr med 26 gr. , og selv om alt passede – bløde og veludhvilede muskler, 84 kg og velmotiveret – så fik jeg krampe i lårene i starten af løbturen, fordi jeg ikke havde fået drukket nok under cyklingen, og måtte udgå efter 5 km.

Anden optræning begyndte i efteråret 2017 med en fuld maraton som første delmål. Den kom i hus d. 25. februar 2018 under Holstebro Maraton. De sidste 14 km var et helvede. Der fandt jeg fandt jeg for alvor ud af, at jeg ikke er indrettet til intensiv cardio, der går ret meget ud over tre timer – i hvert tilfælde ikke, hvis det er løb.

Ved Jels Half Ironman d. 17. juni 2018, hvor temperaturne var moderate, men desværre med en strid vestenvind, klarede jeg konkurrencen i tiden 6.42,29. Tolv et halvt minut efter min måltid, men okay. De sidste otte kilometer inden målstregen gik kadencen alvorligt ned – det var ren overlevelse, men Den Gamle gjorde det.

De venligste hilsener

Søren Lind Jensen

Opdateret 15/4-2019